Laksesæson 2024: Sæsonstart, kvoter og regler ved Vidå og Brede Å

Jörg Ovens 100Cm Jörg Ovens havde heldet med sig på premieredagen ved Vidå. I Grønå-forgreningen fangede han en laks på 100 cm.

Den 16. april startede laksesæsonen i Syd- og Vestjylland. Her kan du læse, hvordan premieren forløb ved Vidå og Brede Å og få et overblik over kvoter og fiskeregler ved de to vandløb.

I døgnet op til premieren den 16. april faldt der rigtig meget regn i den sydvestlige del af Jylland. Det kom oven i de store regnmængder, som de foregående måneder havde budt på, så resultatet var en særdeles høj vandstand i mange vandløb.

Det var også tilfældet ved Vidå, og på flere af de ydre strækninger var det stort set umuligt at komme til at fiske, mens det især var slusens åbningstider, der var afgørende på de nederste stræk af Brede Å.

Rolig sæsonstart
Ved Brede Å blev der ikke fanget laks på premieredagen, og derefter kom der enkelte de næste dage. Indtil videre er der fanget otte laks på kvoten for de store laks.

Ved Vidå er der indtil videre fanget ni laks på store-kvoten, hvoraf de tre er genudsat. To af laksene målte 100 cm, og de øvrige lå på 80-90 cm. De var alle stålblanke og nystegne. Flere af laksene er blevet fanget et godt stykke oppe i åsystemet, og det er først her på det sidste, at der er taget fisk på de ydre stræk.

Premieren ved Vidå var også en dag, hvor det sociale var i højsædet, og omkring 50 medlemmer valgte at deltage i et arrangement ved klubhuset, hvor der blev budt på øl og pølser.

Sådan kan du komme til at fiske i Vidå og Brede Å
Medlemskab af Sportsfiskerforeningen Vidå giver adgang til fiskeri i det meste af å-systemet. Der er desuden mulighed for at købe dagkort. Læs mere her.

 

Medlemskab af Brede Å Lystfiskerforening giver adgang til at fiske i åen, og desuden er der mulighed for at købe dagkort. Læs mere her.

Fortsat gode chancer
Går du med en drøm om at fange en laks og at kunne tage den med hjem, så har du stadig gode chancer ved både Vidå og Brede Å.

Ved Vidå er der nu 21 laks tilbage på kvoten for store laks over 73 cm, og ved Brede Å er der 9 laks tilbage af første del af kvoten for store laks. Efter 16/6 frigives yderligere 16 laks. Hertil kommer så kvoterne for de mindre laks på maksimalt 73 cm.

Christoph Clausen Christoph Clausen fangede en laks i Vindtved Kanal i Vidå-systemet den 20. april. Den målte 90 cm og vejede 7,8 kg.

Kvoterne ved Vidå i 2024
Kvoterne er opdelt i en kvote for store laks over 73 cm og en kvote for mindre laks på maksimalt 73 cm.

Kvoten for de store laks er i alt på 30 laks. Den er ikke opdelt, men gælder for hele sæsonen.

Der er desuden en kvote på 5 laks på B-vandet.

Kvoter for de mindre laks er på 30 stk. Den er ikke opdelt, men gælder for hele sæsonen.

Kvoterne ved Brede Å i 2024
Kvoten for store laks er på i alt 33 laks. Som noget nyt er den i år opdelt, så 17 laks frigives den 16/4 og de resterende 16 laks den 16/6.

Der er desuden en kvote på 5 laks på B-vandet, som er den del af åen, der ligger opstrøms Lobæk.

Kvoter for de mindre laks er på 33 stk. Den er ikke opdelt, men gælder for hele sæsonen.

Fisker du ved åerne, har du pligt til at holde dig orienteret om status på kvoterne. Den finder du her på Sportsfiskerforeningen Vidås hjemmeside og her på Brede Å Lystfiskerforenings hjemmeside.

Reducerede kvoter i forhold 2023
Ved begge vandløb blev årets kvoter reduceret lidt i forhold til kvoterne for 2023.
Du kan læse de biologiske begrundelser for reduktionerne her for Vidås vedkommende og her for Brede Å.

Fangstbegrænsninger
Der må kun hjemtages én laks pr. person/sæson, og kun når kvoten er åben.

Indrapportering
Alle fangster af laks skal indrapporteres på foreningernes hjemmesider inden kl. 24 på fangstdagen.

Krogregler
Der må højst være én krog på linen. Krogen må være en enkelt-, dobbelt- eller trekrog. Den skal være uden eller med helt nedklemte modhager.

Ved agnfiskeri må der kun anvende enkeltkrog uden modhage. Der er ikke længere krav om, at det skal være en cirkelkrog.

Regler for naturlig agn
Fiskeri med rejer og rogn er forbudt.

Ved Brede Å har foreningen et sæt etiske retningslinjer for fiskeri med orm:
1. Ormefiskeri er tilladt, men der opfordres til at man følger følgende retningslinjer i fiskeriet.
2. Fra premieren og frem til kvoten på de store laks er opfisket, kan der frit fiskes med orm i Brede Å systemet.
3. Når man har hjemtaget en laks på kvoten, fiskes der ikke med orm, men fiskeriet overgår til fiskeri med kunstig agn.
4. Når kvoten på store laks >73 cm er opfisket, fiskes ikke med orm vest for hovedvej 11.

Lukning ved høj vandtemperatur
Hvis der måles en vandtemperatur i åen over 18 grader, og der ikke er udsigt til umiddelbart temperaturfald, bliver der lukket for fiskeriet. Hold dig orienteret på foreningernes hjemmesider.